Body Boot CampCoachingGæsteblogger

For en uges tid siden flyttede jeg og min sambo gennem halvandet år fra hinanden. Hendes familie var så søde at komme og hjælpe med flytningen og give en ”flytte-pizza”, efter de hårde timer op og ned af trapperne fra vores lejlighed på 1. sal til flyttevognen. Af en eller anden grund tænkte jeg meget over udtrykket flytte-pizza. Det lyder næsten som om, man ikke har et frit aftensmadsvalg når man flytter – pizza hører bare med. Hvordan kan det være, vi knytter bestemte – ofte usunde – madvarer til stort set alle aktiviteter? Der hører popcorn og bland-selv slik med til en biograftur, man skal have lagkage til sin fødselsdag, en is på stranden og chips og saltstænger  til en fest. Det er ikke rigtig jul uden risalamande og æbleskiver, og det er ikke rigtig påske uden marcipan-æg og chokolade kaniner. Det er som om maden determinerer hyggen, højtiden eller begivenheden. Som om mennesker i en hvis udstrækning lever for at spise og ikke spiser for at leve. Det har jeg tænkt meget over.

Jeg har altid haft det svært med mad – når det kommer til slik og søde sager er jeg som et marsvin eller en rotte uden stopknap: Jeg kan slet ikke styre mig. Hvis der er mad, skal jeg have det. Tit går det op for mig mens jeg spiser, at jeg egentlig ikke er sulten og ikke har lyst, jeg spiser bare fordi der er mad. Jeg har spist i smug så folk ikke skulle se det, jeg har gemt mad forskellige steder for at spise det, når jeg var alene, jeg har smidt mad ud i skraldespanden for at komme af med det, kun for at samle det op senere og spise det alligevel. Jeg har spist frossen mad og jeg har sågar en enkelt gang stjålet det. Det har været et så stort problem for mig i tidligere år, at det til sidst gik op for mig, at jeg var virkelig afhængig af det. Alle mennesker er afhængige af mad for at overleve, men jeg var afhængig af den konstante følelse af tryghed og velvære, som mad giver. Jeg var fysisk afhængig i den forstand, at jeg kunne få abstinenser i form af vilde tude-ture eller vredesudbrud når jeg følte, at jeg havde brug for at spise, men ikke kunne.

De seneste år har jeg gjort meget for at komme ud af den onde madcirkel, og det er gået op for mig, hvor mange mennesker, der til en hvis grad har det lige som mig; de spiser med følelserne og ikke med sulten. De frygter sulten og spiser for at forebygge den i stedet for at mærke det sundhedstegn jævnlig sult nu engang er. Mad er et magtfuldt middel; man kan ikke som med andre ’stoffer’ stoppe helt med det, for at vænne sig af med den følelsesmæssige afhængighed. Man kan ikke kvitte cigaretterne og aldrig røre dem igen, for man skal ryge et par stykker om dagen for at fungere. Og hver gang man gør det, kan man mærke suset og den overvældende lyst til mere. Min erfaring er, at det ikke er svært at lade være med at spise – det kan derimod være ekstremt svært at stoppe igen, når man først er gået i gang.

Min pointe er, at det ikke nødvendigvis altid er så vigtigt, hvad man spiser – jeg tror i langt højere grad det er vigtigt at gøre op med sig selv hvorfor man spiser. Er det sult? Lyst? For at fejre? For at dulme? Dette kæmper jeg selv en brag kamp med for tiden, i kampen for et bedre og sundere forhold til mad.

Skriv et svar

Your email address will not be published.

Post comment