“Ingen kommer og fikser det for dig” af psykolog Sisse Find Nielsen

Arndal - intense - hiit - psykolog - sisse find nielsen

Jeg er typen, der træner on and off. Jeg har det med at træne i en periode og så glider det ud af min hverdagsrutine. Træning er således aldrig blevet en integreret del af mit liv på samme måde, som det er for mine døtre, der konsekvent træner 2-3 gange om ugen dvs. også når de læser til eksamen, har ferie, er frustrerede, har optur osv. Deres træningsvaner står og falder aldrig med deres følelsestilstand eller omstændighederne, de befinder sig i.

Min ældste datter Nikka deltog på Lotte Arndals første Boot Camp forløb for ca. 10 år siden, da hun var blot 19 år gammel, og det var en gamechanger, der grundlagde de træningsvaner, hun har i dag - og som heldigvis har haft en afsmittende effekt på hendes søster.

For mig er historien en anden. Jeg går i gang med at træne, men så oplever jeg typisk, at hverdagens gøremål trænger sig på i sådan en grad, at træning bliver et ’overskudsprojekt’ jeg ender med at sætte på stand-by for at genoptage det, når jeg igen får overskud.

Det er med andre ord hverdagsstress, der sætter en stopper for min træning. Og det er jo ejendommeligt, da mine døtre vil hævde, at det netop er træning, som er årsagen til at de har overskud til at tackle deres hverdagsstress.

***

Ikke desto mindre genkender de fleste af os den situation, at det virker uoverskueligt at foretage de handlinger i dag, som gør livet mere overskueligt i morgen.

Det skyldes ikke, at vi mennesker er irrationelle væsener eller at vi bevidst og velovervejet træffer kyniske beslutninger om at nyde dagen i dag og jeopardise fremtiden. Som regel skyldes det, at vi er trætte og udmattede i selve den situationen, hvor vi skal yde indsatsen, og vi ikke kan overskue, at handle på måder, der strider imod vores umiddelbare følelser og impulser.

Det gælder f.eks. for mig, når jeg føler mig stresset og ikke kan overskue at træne. Men det kunne ligeså godt handle om at udskyde en besværlig opgave eller undgå en konfrontation. Eller handle om at spise og drikke noget, man retligt ikke burde. Mekanismen er nemlig den samme:

Vi undgår noget, vi burde gøre - eller gør ting, vi ikke burde, og så satser vi på, at der dukker en anden og mere fornuftig og viljestærk version af os selv op indenfor den nærmeste fremtid, som fikser tingene for os.

Problemet er bare, at der ikke eksisterer en version af os selv, som har lyst til at kampsvede en ekstra time i fitnesscentret i dag, fordi vi ikke fik trænet i går. Ligesom der ikke findes en version af os, der brænder for at sulte og lide afsavn i dag for at kompensere for de ekstra portioner mad, vi spiste i går.

Det er altså naivt at tro, at der nogensinde dukker en ideel version af os selv op, som redder vores projekter. Når det drejer sig om at nå vores langsigtede mål, er vi nødt til at forlade os på, at vi kun har os selv, dvs. den person vi kender på godt og ondt at gøre godt med. Og faktisk er det slet ikke så ringe. For heldigvis findes der en lang række værktøjer, der kan styrke og hjælpe selv den mest trætte, udmattede og umotiverede udgave af os selv til at træffe gode beslutninger i kritiske øjeblikke.

Og de værktøjer får jeg rigeligt brug for det næste stykke tid, da jeg netop har engageret mig i et intensivt træningsforløb på et tidspunkt, hvor jeg ikke føler mig mindre stresset, end jeg plejer. Jeg har således både arbejde og efteruddannelse samt et hav af aktiviteter på hjemmefronten, der kræver mit fulde engagement.

Ikke desto mindre VIL jeg i bedre form og helst også smide nogle kilo, så da Lotte Arndal forleden tilbød at være min personlige træner på forløbet, slog jeg omgående til.

Det næste stykke tid kan du således følge min proces på såvel Facebook og Instagram, hvor jeg tager min egen medicin og bruger min fulde værktøjskasse for at få tingene til at hænge sammen. Derudover vil Lotte og jeg løbende kommentere på forløbet med hver vores indgangsvinkel.

DAG 1. Mandag var første dag på mit 4 week intense training forløb hos Lotte Arndal. Dvs. det bliver ikke helt 4 weeks, for arbejde gør, at jeg ikke kan træne efter planen i uge 2, da jeg er i udlandet. Derfor må programmet tilpasses mine særlige omstændigheder.

Ofte sker der det, når man ikke kan følge et projekt 100%, at man udskyder projektet til en dag, hvor alt passer og kan lade sig gøre. Og derfor kommer man aldrig i gang. Den perfekte periode i ens liv, findes ganske enkelt ikke.

Derfor har jeg besluttet mig for ”bare” at gå i gang, og så bliver det MIT program – og så perfekt, som det nu kan blive, når jeg må ændre på dele af programmet.

Jeg var en anelse spændt på hvad der ventede mig til første træning, da Lotte har mere end antydet, at det vil blive hårdt (se billede), og det var i sandhed også, men jeg var fuld af håb og optimisme, så jeg tog de indledende tæsk i stiv arm.

Mine udfordringer handler først og fremmest om hverdagsstress, der kommer i vejen og spænder ben for at jeg lykkes med de ting, jeg i bund og grund gerne vil. Specielt er for lidt søvn et issue for mig og det samme gælder tilfældig mad og drikke i form af take-away og to-go kaffe. På den måde kommer projektet til at stille store krav til min evne til at planlægge hverdagen, hvis det skal lykkes.

Dag 1 gik dog forrygende og det lykkedes mig, selvom jeg kom sent hjem, at købe nogle bøffer , asparges og tomater på hjemvejen, som blot røg på en pande. På den måde fik jeg en perfekt aftensmad, selvom jeg ikke havde planlagt noget. Og så købte jeg faktisk en stor jordbærkage fra Lagkagehuset på hjemvejen. Ikke til mig, men til resten af familien, som bl.a. består af en 12-årig elite-fodboldspiller, som træner hårdt og godt må få den slags kalorier.

Resten af familien behøver ikke lide under mit selvoptagede projekt, og jeg kan sagtens servere den slags lækkerier uden selv at gå om bord i dem, men bare drikke en kop te. Faktisk synes jeg kagen var ret smuk, og for mig er blot ligesom at have en flot buket blomster på bordet.

Skriv en kommentar

Din email bliver aldrig delt eller videresendt.
Udfyld både navn og email.