Ibi Støving – Midtvejstest

Af d. 2. november 2011

Uhauhauhauha. Min mave snurrer og mit hoved er ved at eksplodere.  I dag er det Midtvejstesten. Testen der skal vise at jeg er blevet stærkere, forhåbentlig har tabt lidt fedt rundt om i hjørnerne og som skal fortælle mig om jeg har gjort det godt eller dårligt.

Jeg træder ind i Palm Fitness på Krystalgade – og musikken pumper  – omtrent ligeså højt som mit hjerte. Jeg banker på hos Lotte som selvfølgelig ligner en million – og som man skal lade være at stræbe efter at ligne – for Lotte sidder på en fitnessgren hvor der kun er plads til én. En letvægter.:-)

Hun smækker hænderne sammen og siger – ”Ja der er ingen tvivl om at din kropsramme er blevet mindre – og du er gået 2 størrelser ned i bukser og desværre også 2 størrelser ned i BH” – men du har ikke tabt dig. Du er gået 100 g op i vægt.

Alt blod forsvinder fra mit ansigt. ”Ahva?”. Hvordan hænger det sammen når vi nu har målt mig både med målebånd og med BMI maskinen – og alle tal viser at min fedtprocent er gået ned og at jeg er slankere?  (se Lottes egen blog om netop dette fænomen)

Så kom der en lang tale fra Lotte  – og jeg  skal ikke påstå at jeg helt forstod alt, hvad der blev sagt – men bundlinjen fortæller mig, at mit træningsforløb er en succes:

  • Den reducerede fedtmængde er gået ned med 10, 1 %
  • Jeg har tabt 8 cm rundt om maven
  • Forbedret min holdning med 7 grader (dvs min ryg er mere lige og går mere oprejst)
  • Min styrke er forbedret med 150 procent
  • Mit kondital er gået op med 27, 6 %

Men jeg spiser åbenbart stadig for meget. Og det er ikke fordi jeg selv synes jeg overspiser – men kan godt se at der bliver hevet noget kylling og æg og fisk indenbords – og måske også lidt for meget. Men mit ønske til denne Bootcamp var aldrig  at tabe mig og blive superskinny – det var at blive stærkere i min indre ramme – tjek. At få psykisk overskud via fysisk anstrengelse og  få gløden tilbage til et krævende job  – tjek. Og booste mit system i det hele taget – tjek.

At blive slankere ønsker vi vel alle – men det er måden det sker på der tiltaler mig. Smid den vægt ud! At gå to størrelser ned i bukser er langt federe end at gå op i hvad man vejer. Sådan ser jeg på det.  Og skulle der ryge et par kilo eller 5  – jamen så er det bonus. Og skulle der ikke ske en skid i vægtafdelingen  – men kropsrammen er sund og stærk og tonet (og jeg bliver nede i den buksestørrelse som jeg har kæmpet så hårdt for) – jamen så har jeg opnået præcis hvad jeg ville.

Og marathon knæene – jamen de knirker da – men de gør ikke ondt mere. TJEK.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *