Du “renser” ikke leveren ved at gå på faste. Glem alt om detox

Af d. 27. august 2018

De lækre ben på billede tilhører nogle af mine boot camp deltagere samt mine faste medlemmer. Sædvane tro laver jeg her i august og også i januar en 5-dages faste som vi kører med saunagus med velduftende æteriske olier og kolde brusebade. Og hvorfor er det vi gør det? Mange tænker at de efter sommeren og senere julen vil starte ud med en faste for at ”rense” kroppen efter udskejelser med alkohol, kulørte is og drinks og ikke mindst meget mad. Nu er kroppen ”beskidt” og den skal renses. Og herunder nævnes leveren som et særligt beskidt organ. Ordet detox anvendes ofte i den forbindelse. Faste kan være en fin løsning som metoden til at tegne en streng i sandet fra meget mad til mindre mad. Fra fest til hverdag, hvis du vil bruge det på den måde. Men det renser ikke kroppen ud på den måde som det oftest beskrives. Det klarer kroppen fint selv.

Ganske vist er leveren med til at afgifte vores kroppe for eksempelvis medicinrester eller andre fremmedstoffer ved at omdanne stofferne, så de fx bliver vandopløselige og dermed kan udskilles med urinen. Men leveren lagrer ikke stofferne eller bliver uren af det!

Leveren har en masse funktioner, som de fleste slet ikke kender til. Jeg vil lige ridse dem op for at få ændret den gængse opfattelse af leveren som en ulækker affaldscentral.

  • Produktion af galde, som indgår i flere stofskifteprocesser
  • Regulering af blodsukkeret
  • Fedtomsætning
  • Proteinomsætning
  • Regulering af hormoner, vitaminer og mineraler
  • Afgiftning (den OPTAGER ikke giftstoffer, men gør dem klar til at kunne udskilles).

Selvfølgelig kan man belaste leveren ved at spise forkert eller drikke for meget alkohol og dermed udvikle sygdomme (fx skrumpelever, fedtlever og levercancer). Men det har intet at gøre med at leveren er fuld af gift, som man kan fjerne ved at drikke juice, saltvand, spise kål, tang, alger eller noget som helst andet! Sygdommene opstår oftest fordi leveren har været på overarbejde, og derfor ikke virker effektivt mere, eller er begyndt at slå forsvarsmekanismer til ved eksempelvis at danne for meget fedt.

Jeg kan da godt forstå at det lyder fristende med et hurtigt besøg i ”den fysiske skriftestol” efter X antal uger, måneder eller år med dårlig mad og for meget alkohol. Men hvis du virkelig vil passe godt på din lever og gøre noget godt for den, er der desværre ingen hurtige hokus pokus-tricks at hente.

Du skal derimod spise masser af økologiske, groft, grønt, fisk og andre gode kvalitets-proteiner. Sluk tørsten i vand, dyrk daglig motion og pas din nattesøvn. – Ikke bare i et døgn, men langt det meste af dit liv.

Det er et langt sejt træk og ikke noget kvik-fix, men det er sandheden. Rigtig god fornøjelse og tillykke med dit sunde liv:)

Hvis du er rask, er det bedste du kan gøre for din lever, at belaste den mindst muligt.

Kan endvidere henvise til professor Bente Klarlund som udtaler følgende til videnskab.dk:

“At detox-kurene, der involverer forskellige føde- og drikkevarer, formentlig ikke har nogen gavnlig effekt, skyldes, at det ikke lige sådan er til at ændre på et system, der allerede er optimeret i forhold til at fjerne giftstoffer gennem millioner af års evolution – her snakker vi om menneskekroppen.

Nyrerne, tarmen og leveren er designet til netop at eliminere giftstoffer fra kroppen, og med mindre man lider af alvorlige sygdomme, er organerne vanvittigt gode til at gøre netop det.

Det vil sige, at når vi spiser et eller andet, der indeholder giftstoffer, skiller kroppen sig af med dem, så hurtigt som den overhovedet kan.

Her hjælper det ikke at drikke en gojibær- og mælkebøtteblade-te eller en juice med selleri og tranebær.

Kroppen renser sig selv for de stoffer, som den ikke har brug for, og kroppens kapacitet for at gøre det er meget stor. Har vi ikke brug for stofferne, eller er de skadelige, forsvinder de ud af kroppen som urin, afføring eller udåndingsluft.”

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *