De fleste mennesker jeg vejleder spiser for meget og bevæger sig for lidt.

Dog vejleder jeg også nogen som bevæger sig for meget og endte spiser alt for lidt eller overspiser.

Det interessante for mig er den dialog jeg har med de forskellige og deres argumenter for deres valg.

Dem som spiser alt for lidt argumenter som følger:

• Jeg er ked af det – derfor har jeg ikke lyst til at spise.
• Mit forhold går dårligt – derfor har jeg ikke lyst til at spise.
• Jeg kan ikke finde den kæreste jeg gerne vil have børn med – derfor kan jeg ikke spise.
• Der er krideringer på min arbejdsplads – derfor kan jeg ikke spise.
• Mit forhold til min Mor er dårligt – derfor kan jeg ikke spise.
• Jeg føler mig ikke god nok – derfor kan jeg ikke spise.

Dem som overspiser argumenter som følger:

• Jeg er ked af det – derfor har jeg lyst til at spise og spise.
• Mit forhold går dårligt – derfor har jeg lyst til at spise og spise.
• Jeg kan ikke finde den kæreste jeg gerne vil have børn med – derfor har jeg lyst til at spise og spise.
• Der er krideringer på min arbejdsplads – derfor har jeg lyst til at spise og spise.
• Mit forhold til min Mor er dårligt – derfor har jeg lyst til at spise og spise.
• Jeg føler mig ikke god nok – derfor har jeg lyst til at spise og spise.

Det jeg vil sige med det her eksempel er, at der er argumenter for alt. Der er argumenter for at spise. For at undlade at spise. Der er argumenter for at lægge sig på sofaen og argumenter for, at tage løbeskoene på.

Eksemplet her hjælper også dem jeg vejleder, som ikke har følelsesmæssige problemer med mad, til at se at argumenter for og i mod mad og bevægelse ikke kun bygger på vaner, men også på følelser. Og min erfaring er at rigtig mange almindelige mennekser, der i klinisk forstand ikke er spiseforstyrret, har tankemønstre i samme boldgade som dem beskrevet ovenfor.