Kortene på bordet. Jeg elsker mad og har altid gjort det. Jeg elsker smagen af en god bøf, en lækker salat eller en fantastisk kage. Men i alt for mange år har kærligheden til mad udmøntet sig i for mange og for store portioner med uheldig effekt på min krop, for jeg er ikke en af dem, der bare kan spise og spise uden at tage på. Det var ikke unaturligt, at jeg tog både to, tre eller fire gange. Eller sad og stak til fadene når jeg egentlig var færdig. Bare fordi det smagte godt. Min rekord, der ligger mange år tilbage i tiden, var til en påskefrokost, hvor min mor (der er uddannet husholdningslærer på Suhrs Husholdningsskole) lavede det mest fantastiske lam, som jeg tog af syv gange. Syv gange!! Også selvom det gav mig en gevaldig mavepine og jeg næsten var klar til hospitalsindlæggelse.

Jeg elsker stadig mad, men bootcamp har forandret min kærlighed til mad. Hvor jeg før var fokuseret på mængderne (jo mere, jo bedre), er jeg i dag fokuseret på smagen og nydelsen. Til min første kostdagbog begyndte jeg at fotografere mine måltider. Mest for at Lotte kunne se, hvor meget jeg spiste. Men billederne kickstartede faktisk, at jeg begyndte at begrænse mig. Det blev simpelthen en vane for mig at bygge min tallerken op, så jeg blev mæt af den ene portion jeg tog et billede af og jeg begyndte nøje at overveje sammensætningen af min tallerken. Er der protein? Er der fedtstof? Er der en god blanding af grønt og andre kulhydrater? Og vil jeg være mæt til næste måltid?

For mig har de billeder været et simpelt, men effektfuldt værktøj, som har fået mig til at bryde med flere års dårlige vaner. I dag fokuserer jeg på kvalitet – og ikke kvantitet. For en portion mad med den rigtige kostsammensætning er faktisk nok for mig. Og så er det jo altid den første portion, der smager bedst. Det er ikke den anden, tredje eller syvende.