(Anders Lund Madsen har været på Bootcamp hos Lotte Arndal for fem år siden, og det virkede forrygende, men nu er han bleven fed igen, og denne gang skal det være anderledes. Så han er begyndt at gå hele tiden.)

Kære læser,

Den første gang gik jeg hen til Søtorvet og tilbage igen. Det er en lille spadseretur langs Søerne i København, og når man går, skal man passe mægtig på ikke at falde i vandet, fordi jeg har set en gedde dernede, og den var forbløffende stor. Årsagen til agtpågivenheden er de mange kondiløbere langs Søerne, og lad os tage den med det samme:

Kondiløbere er finere end vandrere. Det har noget at gøre med antallet, for der er seriøst mange københavnere, der løber en tur langs Søerne hver dag, fordi der ikke er gadekryds og cykler og biler til at forstyrre dem. Og så kom de først. Der har været kondiløbere langs Søerne lige siden midt i 80’erne, hvor jeg flyttede til bydelen, og sikekrt endnu længere tilbage, og de har ligesom deres hævdvundne ruter, som selv hundene i snor respekterer. Hastigheden er også en faktor, for de er simpelthen ikke i stand til at tage hensyn til så meget, fordi de er så hurtige, ligesom musikken i deres ører forhindrer dem i at være opmærksomme på omgivelserne, og alt i alt er det bare forståeligt, at kondiløbere bestemmer langs Søerne.

Under konidløberne befinder sig hundelufterne og under dem hundene, og under hundene befinder sig telefonerne, som jo engang var mennesker med telefoner for ørene, men disse telefoner har tilsyneladende taget kontrol over deres mennesker i en sådan grad, at menneskene er blevet til telefoner. Dem skal man være uhyre agtpågivende overfor, for de ser overhovedet ingenting. Under telefonerne befinder sig turisterne, der altid bare er forvirrede og stakkels. Og så kommer blotterne, børnelokkerne og dem, der bare står og hænger ud på en mistænkelig måde. Og allernederst er der os. Vandrerene.

Jeg anede ikke, at der fandtes dette hieraki, før jeg begyndte at gå. Så den første spadseretur var tumultarisk og gjorde mig både vred og skuffet og en lille smule ked af det. Men der var også noget andet. Jeg havde ikke været nede ved Søerne på grusstierne siden engang i 00’erne, hvor vandet lignede blendet grønkål og lugtede af kompost, og nu kunne man se bunden, og der var vandplanter og fisk dernede og altså også en ganske foruroligende stor gedde, og det blev med ét en oplevelse at gå langs, og hvis jeg bare gik alleryderst ved kanten, så gik jeg i fred for alle de andre, og den dag så jeg ikke blot gedden men også en masse skalleyngel og en sløv fiskehejre og skarverne ude fra Fugleøen og så selvfølgelig alle de forbandede franksbrødsænder og pølsebrødssvaner, og det var mageløst.

Da jeg kom hjem, havde jeg gået en time, hvilket svarer til lige under 5 kilometer, og så gik jeg ud og købte ind, som gav 2 kilometer oveni, og så manglede jeg bare 3 kilometer, før jeg havde gået de 10 kilometer, jeg havde besluttet mig for. Og klokken var 17, og det var søndag, og solen skinnede stadig, så jeg gik en tur rundt om Fælledparken indvendigt, og så gik jeg hjem og lavede aftensmad, og det gjorde kun lidt ondt i fødderne og læggene og lårene og måsen, men det var okay, for jeg havde gået 10 kilometer i stedet for 2 kilometer som sædvanlig, og jeg satte mig i min stol med god samvittighed, for jeg kunne mærke, at kroppen var blevet brugt til noget.

Dagen efter gjorde det væsentlig mere ondt, og jeg væltede ned af trappen, fordi mine knæ havde besluttet sig for at demonstrere mod min nye beslutning ved ikke at samarbejde med resten af kroppen. Men jeg var ligeglad. Jeg rejste mig op og tog tøj på og gik ud i verden. Denne gang spadserede jeg ind til mit arbejde på Radio 24syv, som ligger ved Vesterport Station, og det kan virke forrykt, for der går en bus og et tog lige derhen, og jeg har ikke bare én men 2 biler, jeg kunne køre i, og det koster kun 70 kroner om dagen at parkere nede på gaden, og endelig har jeg vistnok også en cykel stående et eller andet sted, hvis det skulle være, men jeg valgte altså benene, som jo allerede sad på. De skulle bare have nogen bukser og strømper og sko på til værn mod kulde og underlag, og så satte jeg det ene ben foran det andet og lod vægten skifte, således at resten af kroppen fulgte med – og så gik jeg.

Der er tre en halv kilometer ind til mit arbejde. Det tager 40 minutter at gå, viste det sig, hvilket lidt overraskende betød, at jeg kom for sent den mandag. Til gengæld kom jeg også for sent hjem igen samme dag, fordi der jo også er tre en halv kilometer den anden vej, men den gode nyhed var, at jeg kun manglede tre kilometer i at have nået mine 10 kilometer. Det eneste problem var, at så skulle jeg lave aftensmad, og bagefter var klokken 21, og så gad jeg jo ikke gå tre kilometer uden nogen som helst årsag eller mål, men det skulle jeg, så jeg gik min vej ud i mørket og rundt om blokken seks gange.

Og dét vil jeg sige: Det er der ingen mening i, og man bliver ikke på nogen måde tilfreds af at gå rundt om blokken seks gange, for så bliver det ligesom med maskinerne nede i Lotte Arndals gymnastikinstitut, og det var jo lige præcis dem, jeg ville undgå.

Så næste dag sørgede jeg for at gå en kæmpemæssig omvej til arbejde, og da jeg skulle hjem igen, gik jeg ned til vandet og hele vejen ud langs havnen op til Nordhavn, hvor jeg gik vild inde bag nogle byggepladser og endte på en græsmark nedenfor Svanemølleværket, hvor jeg aldrig har været før eller siden. Og det var fantastisk, for jeg har boet på Østerbro i København siden 1985, og jeg troede dæleme, jeg havde set det hele, men det har jeg helt tydeligvis ikke, for jeg har sidenhen fundet adskillige steder i nabolaget, som jeg ikke anede, eksisterede.

Og sådan er det at gå. Jeg kan ikke anbefale det nok. Ikke mindst fordi man tænker, når man går. Og så ser man ting, når man går. De mærkeligste ting, som jeg vil vende tilbage til.