Anders Lund Madsen: Om at beslutte sig

Af d. 6. juni 2012

Goddag. Mit navn er Anders Lund Madsen, og jeg har aldrig været på kur. Og det er mærkeligere endnu: Jeg har ikke engang overvejet at gå på kur eller så meget som leget med tanken. Nogensinde. Jeg er 48 år gammel, og jeg ejer ikke en vægt. Jo, jeg har én til mel og gryn, men jeg har ikke vejet mig selv siden engang i 1981, hvor jeg meldte mig frivilligt som bloddonor i gymnasiet, og de tvang mig op på en vægt, som viste 49 kilo, hvorfor de nægtede at tappe en halv liter yderligere. Af sikkerhedsmæssige årsager, som sygeplejersken sagde.

Hvilket minder mig om fru Madsen, skolesygeplejesken fra Hummeltofteskolen ude i Sorgenfri som engang puttede et plaster på en brækket arm og sendte Per ud og lege videre. Hvilket var synd for Per, for det var hans brækkede arm. I vores klasse havde vi en hemmelig aftale om, at den første, som fik en korrekt diagnose af fru Madsen, skulle give flødeboller til alle de andre, og den blev aldrig udbetalt. Men hun bemærkede engang til den årlige sundhedsundersøgelse, at jeg da vist var lidt lille i det. Hvilket var en mild underdrivelse, idet jeg allerede dengang gik til jævnlige observationer på Herlev Sygehus på grund af min absurd ringe højde og vægt. Således var jeg lige godt en meter høj og vejede med megen god vilje og fyldt blære 18 kilo, da jeg begyndte i 1. klasse, og der var fremtrædende læger i det danske sundhedssystem, som stærkt anbefalede migintensive  hormonbehandlinger for at undgå en egentlig misvækst på længere sigt, og det var kun fordi min mor pure nægtede det, at jeg ikke fik pillerne. Hun var nemlig også sygeplejerske, og hun havde hørt om dem, der fik dem, og som var endt som rene kødbjerge, fordi det var i gamle dage, hvor lægerne ikke helt havde fået fintunet sigtekornet på kanonen. Så hun reddede mig, og med tiden begyndte jeg at vokse en lille smule og blev til sidst en slags voksen på 1,68 meter og med ukendt ballast.

Jeg blev ikke engang vejet til session, fordi de allerede havde opgivet mig inden. Jeg blev kasseret på »det alment fysiske udtryk« – trods sæsonens bedste intelligensprøve! – og således indledtes en årrække, hvor jeg mest forsøgte at glemme min egen krop. Og det lykkedes forbløffende let, og efter nogle år glemte min egen krop også mig, og der gik over 20 år, før jeg kom i tanker om den igen.

Det var nærmest et tilfælde. Jeg havde interviewet den kendte skuespillerinde Sidse Babett Knudsen, og efterfølgende blev vi venner, og den følgende sommer fik Sidse den ide, at hun skulle holde op med at ryge. Og det skulle jeg så også, sagde Sidse, for den slags gjorde venner sammen for at gøre det lettere, så vi holdt op med at ryge samtidig den 23. juni 2001. Det var Sankt Hans aften, og jeg var 38 år gammel og havde da røget de 24 af dem, siden jeg var 14. Og det efterår mærkede jeg for første gang siden puberteten, at jeg havde en krop. Og det var en glad krop. Ikke en stærk krop eller en imponerende krop, men en helt igennem fornøjet krop, som bare var glad for at være fri for al den røg. Pludselig kunne den smage maden igen. Og pludselig kunne den røre sig uden at det gjorde ondt, og pludselig kunne den vågne om morgenen uden at hoste.

Så jeg skylder Sidse Babett Knudsen mit liv i virkeligheden. Også fordi det greb om sig. Fem år efter cigaretterne stoppede jeg med kaffe. Og jeg havde drukket sindssygt meget kaffe i min tid. Begyndte som seksårig med Nescafé om morgenen, og siden gik det bare ned ad bakke, indtil jeg omkring årtusindskiftet var kommet op omkring 12 kopper kaffe hver eneste dag. Jeg drak kaffe hele tiden. Og selv når jeg ikke drak kaffe, så drak jeg det lidt alligevel, fordi jeg havde den fordømte kaffesmag i munden døgnet rundt. Indtil jeg begyndte på P3 og var nødt til at drikke Danmarks Radios kaffe, som alment er anerkendt som Jordens dårligste kaffe. DRs kaffe smager så dårligt, at man kan dræbe folk med den, hvis de bare har tilstrækkelig æstetisk sans. Og ikke fordi jeg havde den slags – men pludselig vågnede jeg en dag i forsommeren 2006 med én eneste tanke i hovedet:

»Jeg kan ikke drikke mere kaffe«.

Og jeg aner ikke, hvor den kom fra, for Sidse Babett Knudsen var ikke inde over, og min ven Anders Breinholt drak fortsat DR-kaffe som en hest drikker vand, men måske var jeg bare nået til vejs ende med disse bønner, og allerede ugen efter kunne jeg ikke engang holde lugten ud. Det var højst besynderligt, og der gik lang tid, før det blev accepteret i mit lokalmiljø. Det var næsten endnu værre end dét med cigaretterne, for kaffe er Danmarks blod, og man er sær, hvis man vil leve uden blod. Lidt ligesom Jehovas Vidner, bare uden en makker i døren.

Men jeg kunne lide det! For kaffe smager ad Helvede til, når man har vænnet sig fra det. Ristede bønner lugter stadig sindssvagt godt, men smagen penetrerer alting og lukker alt andet ude i en forfærdende lang tid. Jeg kan ikke anbefale varmt nok at stoppe med denne drik, og jeg har ikke savnet den et øjeblik siden.

Så da jeg sad på restauranten med min bror ovre i Amerika, var min krop uden røg og uden kaffe. Til gengæld var den fuld af fedt, for mad har jeg aldrig forsaget, og helt så meget som muligt, og den slags hober sig jo op. Og pludselig kunne jeg se det. Og det var ligesom med kaffen – bare om aftenen og ovre i Amerika: Jeg kunne bare mærke, at det var slut nu.

»Jeg skal på kur«, sagde jeg til min storebror.

»Du er ellers ikke fed«, sagde han, »som sådan«.

Men jeg var allerede væk. På vej mod mit hotelværelse for at skrive til guruen, der skulle føre min drømme om et mesterværk af en krop ud i livet.

Lidet vidste jeg, at jeg skulle påbegynde den rejse allerede 14 dage senere.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *